Stopper Femern-forbindelsen

Gravearbejdet ved fredede rev på tysk side må ikke fortsætte, og Femern-projektet risikerer yderligere forsinkelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Flensborg Avis

Tysklands øverste domstol i administrative spørgsmål, Bundesverwaltungsgericht i Leipzig, har stoppet gravearbejdet i den tyske ende af den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland, skriver Flensborg Avis.

Forbundsforfatningsdomstolen i Leipzig har ifølge Schleswig-Holsteinische Zeitungsverlag (SHZ) fulgt en klage fra en borgergruppe (Aktionsbündnis) over Femern-forbindelsen.

- Det er en overraskende succes, der ikke skal undervurderes, sagde gruppens advokat, Wilhelm Mecklenburg, til shz.

Graves på livet løs

Borgergruppen havde torsdag søgt om at få gravearbejdet ved en række fredede rev på linjeføringen midlertidigt stoppet, indtil domstolen vil have taget stilling til en begæring fra gruppen om cirka tre måneder. Denne ansøgning har domstolen nu godkendt.

I en afgørelse fra fredag kræver dommerne, at delstaten Slesvig-Holsten sikrer, at der endnu ikke gribes ind i områder med rev. Ifølge borgergruppen graves der allerede på livet løs ved de fredede rev.

I slutningen af 2020 havde domstolen afvist indsigelser og klager og tilladt ødelæggelsen af revene med det forbehold, at nogle af dem fra dansk side skulle genetableres andre steder på bunden af Femern Bælt. 

Forsinket igen

Det havde borgergruppen så klaget mod i Leipzig. Også naturbeskyttelsesorganisationen Nabu har klaget, fordi de aftalte nye områder ikke engang er halvt så store som de rev, der bliver ødelagt eller belastet.

Skulle klagerne få medhold, vil den kombinerede motorvejs- og jernbanetunnel, der efter planen skal stå færdig i 2029, ikke bare blive forsinket igen. Der vil også opstå problemer med finansieringen af tunnelbyggeriet, der er budgetteret til at koste omkring 7,1 milliarder euro.

Danmark kan nemlig kun bruge tilskuddene på 589 millioner euro, som EU har bevilliget, til og med slutningen af 2023.
Slesvig-Holstens trafikminister Bernd Buchholz (FDP) reagerer dog afslappet.
- Der vil hverken ske en betydelig ændring i projektet eller i dets tidsplan, sagde han.
Det står dog klart, at arbejdet i de omstridte områder ikke kan fortsætte, inden domstolen har truffet en beslutning.

Powered by Labrador CMS