Stiv spøgelsesbilist løsladt efter uheld
En ung kvinde kørte søndag morgen mod kørselsretningen på motortrafikvej ved Tuse. Politiet søger vidner
En spøgelsesbilist blev søndag morgen anholdt. Det skete efter et solouheld på Rute 21 ved Tuse nær Holbæk.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Rute 21 er en motortrafikvej. Vejen har været spærret, mens en bilinspektør har indsamlet tekniske beviser om uheldet på stedet.
Synligt påvirket
Bilisten er en kvinde i 20'erne.
Det fortæller vagtchef Thomas Hartmann.
Til Ekstra Bladet oplyser Thomas Hartmann, at politiet fik anmeldelsen om uheldet klokken 06.03.
- Da vi kommer frem, finder vi ud af, at hun er synligt påvirket. Hun er lettere tilskadekommen efter uheldet, siger Thomas Hartmann til avisen.
Løsladt igen
Hun er søndag eftermiddag blevet løsladt. Politiet kan endnu ikke med sikkerhed sige, hvorfor hun kørte mod kørselsretningen på Rute 21.
- Men vi har en stærk mistanke om, at hun har været påvirket af både alkohol og stoffer, siger Thomas Hartmann.
I den type situationer skal en blodprøve endeligt fastlægge, hvorvidt og i hvilket omfang den pågældende borger er været påvirket.
Bilinspektør tilkaldt
Der blev tilkaldt en bilinspektør til stedet.
Det er fast procedure, at en bilinspektør registrerer tekniske forhold såsom bremselængde og skader på vejanlægget efter et trafikuheld.
Oplysningerne skal hjælpe politiet med at fastlægge årsagen til uheldet.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig, hvis de har set spøgelsesbilisten.
Har du oplysninger der kan belyse sagen i forbindelse med en lyseblå personbil, der kørte mod færdselsretningen på Rute 21, så kontakt politiet på telefonnummer 114.