Stalker bryder tilhold 700 gange
En mand i 50'erne har skrevet en lang række grove og personlige opslag om sine børn og ekskone
En 57-årig mand er fredag blevet idømt et års fængsel af Retten i Aarhus for stalking af sin ekskone og deres fælles børn.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Manden lavede mindst 667 opslag og kommentarer på sociale medier med groft eller personligt indhold om ekskonen og børnene i en periode på lidt over et år.
Opsøgte ekskone
Han har også brudt sit tilhold ved at opsøge kvinden på hendes nye adresse i marts 2021, fremgår det af anklageskriftet mod manden.
Ifølge TV 2 Østjylland har retten i sin dom lagt vægt på, at manden systematisk og vedvarende har brudt sit tilhold.
Anker på stedet
Retten finder også ifølge mediet, at opslagene på de sociale medier er en måde at kontakte kvinden og børnene på.
Den 57-årige mand har anket sagen på stedet. Han og hans forsvarer gik efter en frifindelse og ellers maksimalt seks måneders fængsel.