Stak tilfældig mand i halsen

På en gade i Odense blev en mand angrebet og stukket med kniv i halsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Mand idømt forvaring for drabsforsøg i Odense

En 33-årig mand er idømt forvaring efter at have overfaldet og forsøgt at dræbe en tilfældig mand på gaden i Odense.

Retten vurderede, at manden er for farlig til almindeligt fængsel, og han har valgt at anke dommen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 33-årig mand idømmes torsdag forvaring, fordi han i maj sidste år overfaldt en tilfældig mand på gaden i Odense og forsøgte at dræbe ham.

Det skriver det regionale medie fyens.dk.

- Der er tale om et drabsforsøg på en tilfældig og fuldkommen sagesløs person på offentlig gade, sagde retsformand Henning Fuglsang Sørensen i Retten i Odense ifølge mediet.

Efter at have voteret i 18 minutter kom han og to domsmænd frem til, at den 33-årige er for farlig til almindeligt fængsel.

Livsvigtig førstehjælp

Manden stak offeret i halsen med en kniv. En hjemmehjælper opdagede manden liggende på vejen og slog alarm.

Offeret overlevede overfaldet efter livsvigtig førstehjælp fra hjemmehjælperen.

Døde tre uger senere

Han afgik ved døden tre uger senere. Dødsårsagen havde ikke relation til knivoverfaldet, skriver TV 2 Fyn.

Overfaldet skete på Østergade, hvor offeret netop havde forladt en natvarmestue, da han blev angrebet.

Gerningsmanden har ifølge TV 2 Fyn siddet varetægtsfængslet i sagen i ni måneder.

Lovens strengeste straf

Stikket var ifølge politiets oplysninger 24 centimeter langt og fem centimeter dybt. Offeret var en 57-årig mand, skriver fyens.dk.

Forvaring bruges kun i alvorlige sager, og når det vurderes, at det ikke er tilstrækkeligt med en tidsbestemt straf til at beskytte samfundet mod personens farlighed.

Det er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der idømmes, når den dømte anses for at være særligt farlig.

Retten sætter ingen slutdato. Men en forvaringsdømt kan blive prøveudskrevet, som det kaldes, når en domstol vurderer, at personen ikke længere er farlig for samfundet.

Han er farlig

Et enigt retslægeråd kom frem til, at den 33-årige dømte er farlig, men ikke sindssyg, og derfor er han indstillet til anbringelse i forvaring.

Han er tidligere dømt for vold og andre overtrædelser af straffeloven.

Senest i 2023 blev han dømt for røveri, trusler, overtrædelse af knivloven og vold, skriver TV 2 Fyn.

Han har valgt at anke torsdagens dom til Landsretten.

Powered by Labrador CMS