Stak af fra politiet med hjulspin uden kørekort

Men det hjalp ikke den unge mand, der hurtigt blev standset af en patruljevogn

Offentliggjort Sidst opdateret

En 20-årig mand gjorde mandag aften opmærksom på sig selv og sin tilstedeværelse på den uheldige måde.

På Kvægtorvet i Næstved blev han standset i bil af en politibetjent, og da betjenten skulle til at se kørekort, gassede den 20-årige op og kørte med larm og hjulspin fra stedet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland- Falsters Politi.

Var ikke alene

Den unge mand var måske i den overbevisning, at betjenten var alene på stedet, men en anden betjent i en politibil var hurtig og fik standset den 20-årige på Banegårdspladsen.

Her viste det sig, at den unge mand ikke havde noget kørekort, og at han ikke havde spændt sikkerhedsselen.

Virkede påvirket

Desuden virkede han påvirket af stoffer, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, for at køre uden sikkerhedssele og for forstyrrende kørsel.

Ejeren af bilen – en 39-årig kvinde, blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS