Stak af fra død ven efter ulykke

To mænd på 49 og 57 år er onsdag blevet dømt for at stikke af fra en alvorlig trafikulykke sidste år

Offentliggjort

To mænd dømt for flugt fra dødsulykke

Retten i Næstved har idømt to mænd fængselsstraffe for at have forladt en 59-årig mand efter en trafikulykke i Rønnede.

Den 59-årige blev fundet død 13 timer efter ulykken, og de to mænd modtog deres domme uden indsigelser.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det koster to mænd på 49 og 57 år henholdsvis otte og fem måneders fængsel, at de sidste år efterlod en 59-årig mand efter en alvorlig trafikulykke i Rønnede.

Det har Retten i Næstved afgjort onsdag, skriver TV2 Øst.

Bilen, hvor alle tre mænd sad i, forulykkede og endte på en mark ved Sydmotorvejen ved Rønnede. 

Ved ulykken blev den 59-årige mand slynget ud af bilen.

Fjernede bilnøglen og stak af

I anklageskriftet mod de to mænd, som Ritzau har set, er det beskrevet, at den 49-årige fjernede bilnøglen og stak af sammen med den 57-årige i stedet for at hjælpe.

Efter ulykken gik Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi ud og efterlyste vidner, da der ikke umiddelbart var nogen, som havde set ulykken ske.

Ifølge anklageskriftet skete ulykken klokken 20 om aftenen.

Fundet 13 timer efter ulykke

Den 59-årige blev ifølge TV2 Øst først fundet 13 timer, efter at ulykken skete. 

Her blev han erklæret død.

Det har tidligere været fremme, at politiet først troede, at der var tale om en soloulykke, da de kun fandt den 59-årige mand og bilen på ulykkesstedet.

Fandt frem til de to mænd

Men efterforskningen ledte senere Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på sporet af de to mænd.

Retten fandt det ikke bevist, at den 59-årige var i live, da de to mænd forlod ham, skriver TV2 Øst.

Begge mænd modtog dommen, skriver mediet.

Powered by Labrador CMS