Spyttede betjent i hovedet
Tre gange på under 12 timer havde ordensmagten fat i den 18-årige
En 18-årig mand blev mandag eftermiddag kort før klokken 17 anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand, da han spyttede en politibetjent i hovedet.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Episoden fandt sted på Trige Centervej i Aarhus, hvor patruljen var til stede i forbindelse med en anden politimæssig opgave.
Her havde den 18-årige mand sat sig ind på bagsædet af en fremmed persons bil, ligesom han også satte sig ind på bagsædet af patruljebilen ved dennes ankomst og spyttede en betjent i hovedet, da han blev bedt om at stige ud.
For anden gang
Senere på dagen – ved midnatstid – blev politiet tilkaldt til Hotel Atlantic i Aarhus, hvor en uønsket person ikke ville forlade stedet.
Ved patruljens ankomst viste det sig, at der var tale om den samme 18-årige mand, som tidligere på dagen havde spyttet en betjent i hovedet.
For tredje gang
Og igen klokken 03.35 natten til tirsdag modtog politiet en anmeldelse om, at en fremmed person havde sat sig ind på bagsædet af en tilfældig borgers bil.
Denne gang var der tale om en episode på Circle K på Silkeborgvej, hvor Østjyllands Politi igen fik kontakt med den samme 18-årige mand.
Han blev efterfølgende blev kørt hjem til sin bopæl.