Dansk etapesejr i Touren
Kommer ind 15 sekunder før forfølgerne.
Den første danske etapesejr under dette års Tour de France er en kendsgerning. Den sørgede Søren Kragh Andersen (Sunweb) for på 14. etape.
Kragh kørte eksplosivt væk fra feltet med lidt mere end tre kilometer tilbage og kørte over målstregen med et stort hul til det jagtende felt.
Det var historiens 20. danske etapesejr i Tour de France.
Flere ryttere havde forsøgt at komme væk på de sidste lidt mere end ti kilometer, men det var først med Kraghs angreb, at der for alvor var vægt bag.
Da han først var væk fra feltet, så han sig ikke tilbage, og han kom i mål 15 sekunder foran feltet.
– Jeg har ingen ord, kun følelser, siger Søren Kragh Andersen i vinderinterviewet på tv.
– Jeg har drømt om det her, men der er langt til at vise, man er god nok til det, siger fortsætter han.
Hans holdkammerat Casper Pedersen sluttede på en flot femteplads.
Første gang i to år
For første gang i to år kan en dansker lade sig hylde som etapevinder i Tour de France.
Søren Kragh Andersen (Sunweb) kom først over målstregen i Lyon, da han kørte solo til sidst på 14. etape.
Se listen over danske etapevindere i Tour de France her:
* 2020: Søren Kragh Andersen (14. etape).
* 2018: Magnus Cort (15. etape).
* 2009: Nicki Sørensen (12. etape).
* 2007: Michael Rasmussen (8. etape og 16. etape).
* 2006: Michael Rasmussen (16. etape).
* 2005: Michael Rasmussen (9. etape).
* 2003: Jakob Piil (10. etape).
* 1996: Rolf Sørensen (13. etape)
* 1996: Bjarne Riis (9. etape og 16. etape).
* 1994: Rolf Sørensen (14. etape).
* 1994: Bjarne Riis (13. etape).
* 1994: Bo Hamburger (8. etape).
* 1993: Bjarne Riis (7. etape).
* 1993: Jesper Skibby (5. etape).
* 1988: Johnny Weltz (19. etape).
* 1985: Jørgen V. Pedersen (10. etape).
* 1983: Kim Andersen, (12. etape).
* 1970: Mogens Frey (9. etape).