Spor i Peter Madsen-bil er måske Emilie Mengs
Onsdag aften sendes en ny dokumentar om drabet på Emilie Meng
To journalister har ifølge en ny dokumentar fundet blodspor i en varebil, der har tilhørt Peter Madsen, der afsoner en fængselsdom for det spektakulære ubåds-drab på den svenske journalist Kim Wall.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Discovery Networks Danmark, der står bag dokumentaren.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har beslaglagt en varebil, der tidligere har tilhørt den drabsdømte opfinder Peter Madsen.
Det sker efter, at de to journalister Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen har fundet mulige spor af blod i bilen.
Serien byder også på en række andre afsløringer.
Fik et tip
I en ny dokumentarserie på discovery+ og Kanal 5 undersøger journalisterne en række nye tip og spor i den fem år gamle, uopklarede sag om drabet på Emilie Meng i Korsør i 2016.
På baggrund af et tip undersøger de Peter Madsen som mulig gerningsmand til drabet.
Undervejs finder journalisterne blandt andet frem til en hvid varebil af mærket Opel Vivaro, der blev leaset af Raketmadsens Rumlaboratorium i årene op til Peter Madsens anholdelse i 2017.
Efter anholdelsen blev varebilen ransaget af Københavns Politi, men en aktindsigt viser, at der blev aldrig foretaget en kriminalteknisk undersøgelse af varebilen.
Netop en hvid varevogn har spillet en vigtig rolle i Emilie Meng-sagen, fordi en sådan blev observeret af flere personer i timerne omkring drabet, ligesom en person har observeret en mistænkelig hvid varevogn ved findestedet, Regnemarks Bakke.
Blodstænk i Peter Madsen varebil
En tidligere svensk kriminaltekniker undersøger bilens lastrum med et blod-detekterinsmiddel.
Undersøgelsen viser, at der er mulige spor af blod, som viser sig som blodstænk på varebilens vægge og hjulkasser.
Om der er tale om blod, og hvorvidt blodet stammer fra drabet på Emilie Meng eller en anden forbrydelse, viser undersøgelsen ikke.
Kriminalteknikeren understreger, at politiet bør lave en tilbundsgående undersøgelse af varebilen.
Herefter kontakter journalisterne politiet, og varebilen bliver beslaglagt.
Journalister afhørt
De to journalister er efterfølgende blevet afhørt ad to omgange omkring fundene i varebilen.
- Dokumentarserien bringer helt nye oplysninger frem omkring politiets efterforskning, som giver grund til bekymring og rejser en række spørgsmål – spørgsmål som politiet desværre ikke har ønsket at svare på.
Bo og Jesper har i deres undersøgelser fundet ny viden i sagen, som har en væsentlig samfundsmæssig interesse, da det rammer lige ned i vores retsfølelse, siger Tine Røgind Quist, Executive producer crime hos Discovery.
Bog og podcast
Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen, som til dagligt arbejder på B.T., har tidligere fundet flere interessante spor, skrevet en bog, et utal af artikler og lavet en podcast om Emilie Meng-sagen.
De troede egentlig, at de var færdige med sagen. Men nu sidder de der pludselig igen – ansigt til ansigt med nye kilder, der ved noget.
- I vores mangeårige arbejde med sagen har vi modtaget omkring 300 henvendelser om Emilie Meng-sagen. Vi er ikke politiet, og der er kilder derude, som ved noget, der hellere vil tale med os. Det er årsagen til, at vi gerne vil belyse sagen og være med til at rykke den fremad, fortæller Bo Norström Weile.
Alle spor skal undersøges
‘Nogen ved noget om Emilie Meng’ er en ny dansk dokumentarserie, der dykker ned i en af de største og mest eksponerede drabssager herhjemme. I løbet af 6 programmer følger seerne de to journalister i deres jagt på nye spor, der kan kaste nyt lys over den stadig uopklarede drabssag.
- Vi ville være dårlige journalister, hvis vi ikke undersøgte de mange henvendelser, vi har fået i sagen. Vi undersøger sagen bredt og låser os ikke fast på en vinkel eller gerningsmand, siger Jesper Vestergaard Larsen.
Flere mistænkte
Udover tippet om Peter Madsen undersøger de to journalister også flere andre mistænkte i sagen, ligesom de finder frem til flere nye spor og kilder i sagen.
De to første afsnit af ‘Nogen ved noget om Emilie Meng’ kan streames på discovery+ allerede nu, og første afsnit kan ses i aften klokken 21.00 på Kanal 5.
En veninde til Emilie Meng er ikke i tvivl: Hun ved, hvem morderen er.