SønderjyskE-fan blottede sig for skoleklasse
Politiet leder efter ældre blotter
Syd- og Sønderjyllands Politi leder efter en ældre mand med sympati for de lokale fodboldhelte fra SønderjyskE i en sag om blufærdighedskrænkelse i Toftlund i Tønder Kommune.
Hændelsen fandt sted mandag den 15. august ved middagstid ved skolesøen nær Toftlund Distriktsskole.
Her skal den ældre mand ifølge anmeldelsen have blottet sig, mens en skoleklasse og to lærere fra Toftlund Distriktsskole var i gang med udendørs undervisning ved skolesøen nær skolen.
Blotter bød børn på kage
Ved søen sad den ældre mand på en bænk.
Indledningsvis talte han med en række af børnene, hvor han tilbød, at eleverne måtte få en kage.
Dette afviste børnene og gik tilbage til deres lærer, der var umiddelbart i nærheden, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse
Efterfølgende – i de to læreres påsyn - men uden at børnene kunne se det, trak den ældre mand sit lem frem og blottede sig.
Havde Sønderjysk-trøje på
Politiet vil nu gerne have fat i gerningsmanden og har udsendt følgende signalement:
- Mand
- Cirka 65 - 70 år
- Cirka 175 centimeter høj
- Normal af bygning
- Gråt, tyndt hår, men ikke helt skaldet
- Var iført en blå SønderjyskE sportstrøje samt yderligere en langærmet trøje inden under
Har du oplysninger i sagen eller ved hvem blotteren er, kontakt da Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4