Søn varetægtsfængslet for drab
Retten har afgjort af sønnen til den døde 75-årige kvinde skal sidde i fængsel, mens politiet efterforsker sagen
En 54-årig mand, der er sigtet for at have dræbt sin mor i Brønderslev fredag, er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Nordjyllands Politi.
Tidligere fredag meldte politikredsen ud, at der var sket et mistænkeligt dødsfald.
I den forbindelse blev den 54-årig søn først afhørt så sigtet og nu varetægtsfængslet for drabet på sin mor.
Ringede til pårørende
Sønnen befandt sig på adressen og blev anholdt.
Ifølge politiet skulle han have været til stede ved det mulige fald, oplyste vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Niels Kronborg, der er efterforskningsleder, til Ekstra Bladet.
Manden havde ringet til en pårørende for at fortælle om faldet, hvorefter den pårørende ifølge avisen ringede 112.
Politiets videre efterforskning består nu blandt andet i en række afhøringer, retsmedicinske og tekniske undersøgelser samt undersøgelser på adressen i Brønderslev.
Undersøger dødsfald
Under den hidtidige efterforskning har politiet brugt betegnelsen "mistænkeligt dødsfald".
Det bruger politiet om sager, hvor en borger er død, og hvor man ikke umiddelbart kan udelukke, at der er sket en forbrydelse som eksempelvis et drab.
Da det kan være af afgørende betydning at få sikret forskellige former for spor fra findestedet og afhørt vidner på stedet, vil politiet i den slags situationer iværksætte en undersøgelse af sagen, som om der var sket en forbrydelse.
På den måde kan man forhindre, at eventuelle vigtige spor går tabt.