Søger vidner til drabsforsøg

Der var en del personer omkring gerningsstedet

Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi søger vidner til et "alvorligt" overfald på to mænd natten til lørdag i Aarhus.

Politiet betragter overfaldet som et drabsforsøg.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse lørdag aften.

Påkørt i bil

Overfaldet fandt sted på Langenæs Allé.

Her blev de forurettede overfaldet, efter at de blev påkørt i bil.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at den ene mand pådrog sig skader, som ikke var livstruende.¨

I kritisk tilstand

Imens fik den anden mand så alvorlige skader, at han i en periode var i kritisk tilstand. Manden er nu uden for livsfare.

- Vi ser med stor alvor på overfaldet og betragter det som et drabsforsøg, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

På vej hjem fra Northside

Ifølge politiet har der været en del personer i området omkring gerningstidspunktet.

Personerne har sandsynligvis været på vej hjem fra festivalen Northside.

Hvis man har set noget i forbindelse med overfaldet, opfordres der til at kontakte politiet på 114.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS