Søger vidner til alvorligt knivstikkeri

Københavns Politi leder efter gerningsmanden til et knivstikkeri, hvor en ung mand er stukket i ryggen

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet søger nu vidner til et alvorligt knivstikkeri, som fandt sted fredag eftermiddag. 

Her blev en ung mand stukket ned i en kiosk på Kobbelvænget i Brønshøj i København.

Det oplyser Københavns Politi.

- Han er blevet ramt af et enkelt stik i den nedre del af ryggen og er bragt til sygehuset, fortæller den centrale efterforskningsleder Anders Frederiksen.

- Jeg har fået oplyst, at hans tilstand er kritisk, men stabil.

Området omkring kiosken er afspærret, mens politiet foretager tekniske undersøgelser og forhøringer i området.

Var alene i kiosk

Efterforskningslederen kan ikke sige, hvad der gik forud for knivstikkeriet.

- Den forurettede var alene med gerningsmanden i kiosken, da det skete, og vi har endnu ikke haft mulighed for at tale med ham, forklarer Anders Frederiksen.

Derfor er motivet til knivstikkeriet heller ikke kendt.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, som har set eller hørt noget i forbindelse med sagen, siger den centrale efterforskningsleder.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 14.42.

De to personer var alene i kiosken
De to personer var alene i kiosken
Politiet arbejder på stedet
Politiet arbejder på stedet

Powered by Labrador CMS