Søger vidner til alvorligt knivstikkeri
Københavns Politi leder efter gerningsmanden til et knivstikkeri, hvor en ung mand er stukket i ryggen
Politiet søger nu vidner til et alvorligt knivstikkeri, som fandt sted fredag eftermiddag.
Her blev en ung mand stukket ned i en kiosk på Kobbelvænget i Brønshøj i København.
Det oplyser Københavns Politi.
- Han er blevet ramt af et enkelt stik i den nedre del af ryggen og er bragt til sygehuset, fortæller den centrale efterforskningsleder Anders Frederiksen.
- Jeg har fået oplyst, at hans tilstand er kritisk, men stabil.
Området omkring kiosken er afspærret, mens politiet foretager tekniske undersøgelser og forhøringer i området.
Var alene i kiosk
Efterforskningslederen kan ikke sige, hvad der gik forud for knivstikkeriet.
- Den forurettede var alene med gerningsmanden i kiosken, da det skete, og vi har endnu ikke haft mulighed for at tale med ham, forklarer Anders Frederiksen.
Derfor er motivet til knivstikkeriet heller ikke kendt.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, som har set eller hørt noget i forbindelse med sagen, siger den centrale efterforskningsleder.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 14.42.