Søger vidner til alvorlig forbrydelse
En 23-årig mand er blevet stukket i benet. Politiet efterlyser nu vidner til knivstikkeriet
Tirsdag aften klokken 17.29 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 23-årig mand var blevet stukket med kniv i benet i Viby.
Den unge mand blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen.
Han var uden for livsfare og i stand til at blive afhørt på hospitalet.
Den 23-årige var dog ikke videre meddelsom i forhold til at fortælle, hvad der var sket. Men det lykkedes politiet at finde frem til, at knivstikkeriet formentligt fandt sted på en p-plads på Matildelundsvej.
Politihunde søgte efter spor
Politiet gennemgik i løbet af aftenen stedet for spor, og der blev søgt med hunde.
Betjente talte med flere beboere i området for at finde frem til, hvad der var sket. Hændelsesforløbet er dog endnu ikke klarlagt.
Østjyllands Politi hører derfor meget gerne fra eventuelle vidner. Man kan kontakte politiet på telefon 114.