Søger mystisk bil med særlig lygte
Efterforskning i skov ved Vejle handler om voldtægt. Politiet leder efter en bil med ødelagt lygte
En mindre personbil med en ødelagt baglygte, og ikke mindst den person som kørte bilen, har politiets interesse i en voldtægtssag fra Vejle.
Ingen er sigtet i sagen, oplyser politiet, som derudover holder tæt med oplysninger om sagens detaljer.
Sydøstjyllands Politi fortæller mandag i en pressemeddelelse, at der natten til søndag blev anmeldt en voldtægt, som skulle være fundet sted i Søndermarksskoven forud for klokken 03.39.
Optrådte hemmelighedsfuldt
Allerede søndag var politiet synligt til stede i skoven, men Sydøstjyllands Politi ønskede ikke at indvie borgerne i, hvad der foregik. Man efterforskede et "mistænkeligt forhold", lød det hemmelighedsfuldt fra ordensmagten.
Først mandag er det af politiet blevet oplyst, at sagen drejer sig om en voldtægtsanmeldelse. Hvem der skulle være blevet voldtaget og omstændighederne i øvrigt oplyser politiet intet om.
- Tager det meget alvorligt
- Vi tager altid anmeldelser om voldtægt meget alvorligt, og derfor er der iværksat en større efterforskning med henblik på at klarlægge de nærmere omstændigheder, lyder det fra vicepolitiinspektør Torben Simonsen i pressemeddelelsen.
Politiet har på baggrund af sin efterforskning fattet interesse for en lys mindre personbil med en ødelagt baglygte.
- Hjælp os med at finde bilen
- Først og fremmest er vi meget interesseret i at finde ud af, hvilken bil der er tale om. Det er vi derfor i fuld gang med at undersøge. Samtidig hører vi gerne fra eventuelle vidner, der har oplysninger, som kan hjælpe med at klarlægge, hvilken bil der er tale om, siger Torben Simonsen.
Politiet opfordrer borgere, som måtte have viden om bilen til at kontakte politiet.