Snuppede én i minuttet ved vejarbejde

10 procent af de bilister, der kørte forbi, havde for meget fart på

42 klip og 18 betingede frakendelser af kørekortet. Det var resultatet af få timers færdselsindsats ved et vejarbejde.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hver 10. bilist kørte tirsdag for hurtigt forbi et vejarbejde på Herlev Ringvej.

Det kostede bøder, klip og betingede frakendelser.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter. 

Politikredsen havde opstillet sin fotovogn mellem klokken 8.30 og 13.

I det tidsrum passerede 4201 køretøjer. 256 af dem overskred hastighedsgrænsen på 40 kilometer i timen. 

Til de bilister blev der uddelt 42 klip og 18 betingede frakendelser. 

- Der bliver kørt for stærkt, hvor folk går og arbejder, og vi fortsætter vores indsats derude, siger Claus Stoltenberg fra Københavns Vestegns Politis færdselsafdeling.

Dobbelt bødetakst

At overskride hastigheden ved et vejarbejde koster dyrt. 

"Ud over at det er farligt og voldsomt utrygt for dem, der arbejder på stedet, så kan det også blive en ekstra dyr fornøjelse for de bilister, der kører for stærkt ved et vejarbejde. Her gælder der nemlig dobbelt bødetakst", oplyser politiet.

Hvis du for eksempel kører 50 kilometer i timen på en strækning med vejarbejde, hvor du må køre 40 kilometer i timen, koster det 3.000 kroner i bøde mod normalt 1.500 kroner.

Det betyder i samme åndedrag, der skal mindre til, inden kørekortet ryger.

Powered by Labrador CMS