Teenager påstod at have dræbt sin familie – og ville skyde politiet

Han truede også med at skyde politiet.

En ung mand truede med at skyde mod politiet. Forinden havde han fortalt, han havde slået sin familie ihjel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet i Østjylland rykkede natten til søndag talstærkt ud til Aarhus-forstaden Viby.

I et opkald til politiet påstod en 19-årig mand at have dræbt sin familie.

– Han truer politiet i telefonen, siger René Ludvig, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Ifølge vagtchefen siger han, han har dræbt sin familie og vil skyde mod politiet, hvis det dukker op.

– Men det gør vi, siger Ludvig.

Fremme på adressen får politiet kontakt til den unge mand, der tager ladegreb på det, der skal vise sig at være en softgun.

– Han peger dog ikke på politiet, siger René Ludvig.

Betjentene tager alligevel alle nødvendige forholdsregler.

– De har trukket deres våben, situationen er noget tilspidset, som vagtchefen udtrykker det.

Det lykkedes betjentene at anholde teenageren, der nu er i politiets varetægt.

Der er også kontakt til den unge mands familie, der er i god behold.

Powered by Labrador CMS