Snorksov bag rattet i lyskryds
En fulderik faldt i søvn, da han holdt for rødt
En bizar episode udspillede sig i et lyskryds i Aarhus-bydelen Åbyhøj søndag morgen.
En 27-årig bilist, som havde fået for meget at drikke, før han satte sig bag rattet, faldt pludselig i søvn, da han holdt for rødt i lyskrydset Viby Ringvej/Silkeborgvej.
Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Bankede på ruden
Det var en kvinde, som selv holdt for rødt i krydset, der opdagede den sovende mand.
Da det blev grønt, holdt bilen foran hende nemlig stille.
Da hun gik op på siden af bilen, kunne hun se, at føreren lå og sov hen over rattet, og selvom hun bankede på ruden og forsøgte at vække ham, blev han liggende.
Fik liv i ham
Da patruljen nåede frem, sov den fulde mand stadig, men det lykkedes betjentene at få liv i ham.
Da manden pustede i alkometeret, blev han afsløret i at have en promille over det tilladte.
Den 27-årige blev anholdt og sigtet for spritkørsel.