Snød sig ud af spjældet

33-årig narrede funktionærer i arresthus, da familiemedlem skulle løslades, siger kilder til Ekstra Bladet

Politiet leder efter Steffen Van Khoa Do, der forleden spadserede ud af Vestre Fængsel. (Arkivfoto)
Politiet leder efter Steffen Van Khoa Do, der forleden spadserede ud af Vestre Fængsel. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En mistænkt i en kæmpe narkosag kunne onsdag forlade Vestre Fængsel på grund af en fejl.

Det skriver Ekstra Bladet lørdag på baggrund af oplysninger fra flere anonyme kilder.

På grund af pladsmangel var den varetægtsfængslede Steffen Van Khoa Do anbragt i en dobbeltcelle med et familiemedlem. Da sidstnævnte skulle løslades, var det i stedet Steffen Van Khoa Do, der gik ud af cellen.

Der var ingen grundig kontrol af hans identitet, og på den måde lykkedes det ham at vandre ud i friheden, skriver Ekstra Bladet.

Afviser forklaring

Travlhed, manglede ressourcer og et stigende arbejdspres angives af avisens kilder som årsag til, at fejlen kunne ske.

Den 33-årige er lørdag fortsat ikke fundet, oplyser Københavns Politi lørdag til Ritzau.

Kriminalforsorgen har afvist at komme med nærmere oplysninger. Forklaringen er, at justitsministeren har udbedt sig en forklaring. En redegørelse vil først være klar i midten af august.

En fangeflugt i 2018 fra Vestre Fængsel skete ligeledes stille og roligt. En syrisk statsborger var frihedsberøvet, fordi Italien havde krævet ham udleveret til en sag om finansiering af terror.

Sigtet for smugling

Et familiemedlem kom på besøg, og de to mænd byttede identitet, hvorefter den fængslede kunne komme ud.

Steffen Van Khoa Do skal være varetægtsfængslet, fordi han er sigtet i en sag om indsmugling af 325 kilo kokain.

Den enorme mængde narko blev fundet af tyske toldere i Bremerhaven. Kokainen lå i en container, som oprindeligt kom fra Brasilien.

Da containeren blev bragt videre til Hedehusene i Danmark, fulgte politifolk diskret med. De lå på lur, da forskellige personer nærmede sig containeren og forsøgte at bryde den op.

Blandt de mange varetægtsfængslede i sagen er Steffen Van Khoa Do.

Vestre fængsel

Vestre fængsel er Danmarks største fængsel.

Der er plads til ca. 430 indsatte, og ligger på Vestre Fælled i bydelen Kongens Enghave i København. 

Den rummer særlige isolations- og særafdelinger. '

Fængslet blev indviet i den 19. august 1895.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS