Snød for millioner med iPhones
En 21-årig mand er fundet skyldig i groft bedrageri og databedrageri. Han er blevet idømt fem års fængsel
En 21-årig mand er fredag i Retten i Aalborg blevet idømt fem års fængsel i en sag om groft bedrageri og databedrageri for i alt omkring 36 millioner kroner.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ankede dommen
Sagen har kørt over 18 retsdage i Retten i Aalborg, hvor der har været indkaldt i alt 80 vidner.
Sagen omfatter mere end 1000 ofre for de i alt 5300 forhold.
Den 21-årige ankede dommen.
Manden begik blandt andet bedrageriet ved at have falske hjemmesider med navne, der mindede meget om etablerede elektronikkæder. Her solgte han fiktive varer, der aldrig blev leveret.
Her snød han blandt andet ved at sælge falske iPhones.
Fik adgang til kortoplysniger
Desuden er han dømt for at have sendt sms'er, der handlede om opdatering af MitID og NemID. Når hans ofre trykkede på links i sms'erne, gav de gerningsmanden adgang til deres kode og kortoplysninger.
- Derefter blev der så uden folks vidende foretaget handler på deres kort. Der blev købt dyre modegenstande, hotelophold og guldbarrer, siger specialanklager Mette Vestergaard fra anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi.
Vågnede til tømt konto
- Over 500 personer er vågnet op til en tømt konto.
Den 21-årige blev varetægtsfængslet in absentia i januar 2023, hvor han ikke befandt sig i Danmark.
Der blev udstedt en international arrestordre, og 2. marts i år blev den 21-årige pågrebet af spansk politi i Madrid.
Over halvandet år
13. marts blev han udleveret til Danmark, hvor han har siddet varetægtsfængslet frem til dommen fredag.
I en omtale af dommen fra Retten i Aalborg lyder det, at bedragerierne fandt sted over en periode på halvandet år, og at det fremstår planlagt og organiseret.
Retten mener desuden, at bedragerierne er gennemført i forening med andre ukendte gerningsmænd.