Smugler begik stor fejl
Tolderene opdagede, at han stak noget i lommen. Og så var der bid
Det var en rutinekontrol, der pludselig gav udslag, og var årsagen til at Toldstyrelsen stoppede 6,6 kilo hash fra at komme ind i landet.
Sådan skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Torsdag i sidste uge stoppede toldere ved Møllehusvej Grænseovergang en personbil, men da de bad føreren om at træde ud af bilen, stak han noget i lommen.
Det opdagede tolderne.
Gemt i motorrummet
- Tolderne bad ham vende fronten til og spurgte, hvad han forsøgte at gemme i bukserne, hvortil manden svarede hash. Det viste sig, at manden havde gemt 800 gram hash på sig, siger kontroldirektør Michael Lund.
Bilen blev derefter undersøgt, og her fandt tolderne yderligere 5,8 kilo hash gemt i motorrummet.
Sagen er overdraget til Syd- og Sønderjyllands Politi, som formentligt har sigtet manden for indsmugling af stoffet.