Smidt ud af retten

Journalisterne smides ud af retslokalet, da sagen mod spionchef Lars Findsen fortsat skal foregå for lukkede døre

Dommer fortsætter mørklægning af sag mod spionchef Lars Findsen.
Dommer fortsætter mørklægning af sag mod spionchef Lars Findsen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen mod den tidligere spionchef Lars Findsen skal fortsat behandles bag lukkede døre. Det har Københavns Byret fredag besluttet.

Dermed smides medier og journalister ud af retslokalet.

Hvorfor mørklægningen sker, vides ikke præcist.

Den del af retsmødet, som drejer sig om argumenterne om netop dette, er også blevet lukket.

Dette skyldes hensynet til statens forhold til fremmede magter, oplyser dommeren.

Lars Findsen blev anholdt 8. december og sigtet for at have røbet statshemmeligheder. Han blev pågrebet i Københavns Lufthavn, da han vendte hjem fra en rejse til Skopje, har Weekendavisen oplyst.

Fængslet siden december

Han har siden 9. december været varetægtsfængslet.

Den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste kaldte i forrige retsmøde sagen for "vanvittig", da han i en pause henvendte sig direkte til journalisterne.

Åbenbart ønsker PET ikke, at han igen får lejlighed til at ytre sig.

Der er placeret tre betjente i et retslokale, hvor 13 forskellige medier i øvrigt protesterer imod dørlukningen.

Den ene af forsvarerne, advokat Lars Kjeldsen, kritiserer, at der sidder "en kæmpestor" betjent skråt bag den sigtede.

Han spørger, om Findsen er anset for at være flugttruet - men får ikke svar fra de to anklagere.

Blå bog: Lars Findsen

Navn: Lars Johan Findsen.

Født: 17. september 1964.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse:

- Student fra Sønderborg Amtsgymnasium 1983.

- Cand.jur. fra Københavns Universitet 1990.

Karriere:

2015 -: Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

2007 - 2015: Departementschef i Forsvarsministeriet, hvor han tjente under seks forskellige ministre.

2002 – 2007: Politimester og chef i Politiets Efterretningstjeneste.

2001 – 2002: Kontorchef, Politikontoret - Justitsministeriet.

1998 – 2000: Souschef, Politikontoret - Justitsministeriet.

1995 – 1998: Ministersekretær, Justitsministeriet.

1993 – 1995: Fuldmægtig, Justitsministeriet.

1990 – 1993: Fuldmægtig, Danish Data Surveillance Authority.

Kilde: Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarsministeriet og Kraks Blå Bog
Powered by Labrador CMS