Smækkede betjent en lussing
32-årig fuld mand sigtes for vold mod politiet
En 32-årig udenlandsk mand havde nok ekstra store tømmermænd, da han lørdag morgen blev løsladt fra detentionen på politistationen i Næstved.
Ud over at have sovet sin brandert ud, kunne han nemlig også drage afsted med sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt for vold mod politiet i baglommen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 32-årige mand skabte nemlig fredag eftermiddag uro i et tog på stationen i Sorø.
Politiet kom og eskorterede ham ud af toget.
Stak betjent en lussing
I forbindelse med eskorten lykkedes det den 32-årige at smække en af betjentene en lussing.
Derfor blev han anholdt og taget med på stationen i Næstved, hvor han fik lov at sove rusen ud til lørdag morgen.
Her blev han løsladt igen - to sigtelser 'rigere'.