Smadret af Malik: -Kan ikke reddes
60 kvadratmeter stor plante blæst ned under stormen
Aarhus Universitet meldte tidligere på dagen, at den nedfaldne Efeu på Bogtårnet ikke var helt færdig.
Men selv om stammen er intakt, så vil det tage lang tid, før den på vanlig vis klatrer op ad bygningen, siger Peter Bachmann Vestergaard, som er teknisk chef for Aarhus Universitet. til TV2 Østjylland.
– Den kan ikke reddes. Kvistene kan ikke få fat igen, og sugekopperne kommer ikke igen, fortæller Bachmann til mediet og uddyber, at det er uvist, hvor lang tid der vil gå, inden den ligner sig selv.
En af de største
Klatreplanten har groet på det 45 meter høje bogtårn på biblioteket ved Vestre Ringgade.
Ifølge Aarhus Stiftstidende var den store plante omkring 60 kvadratmeter stor.
Til BT oplyser operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Jesper Hansen, at brandvæsenet kørte til stedet omkring klokken 20.17 lørdag aften.
Der blev sat afspærring op omkring den store plante, men der kom ingen personer til skade.
Da planten faldt ned over cykelstien og fortovet ramte den dog en lyskurve ifølge BT.
Det betød, at elforsyningen blev tilkaldt, så det kunne tjekkes, at den stadig virkede.
Ifølge Aarhus Universitet er bogtårnet med sine 45 meter en af de højeste bygninger i byen.
Den gule bygning har stået i byen siden 1963, har ingen vinduer og er i alt 18 etager høj.
Tre af de 18 etager er under jorden.