Smadrer rude ind til døende kvinde
En kvinde lå livløs bag rattet, mens to mænd forsøgte at komme ind til hende
En 68-årig mand slog pludselig alarm, da en bil stoppede brat i midterrabatten på Østre Ringvej i Jyllinge.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Da han kom hen til bilen, opdagede han, at der sad en livløs kvinde bag rattet.
Smadrede rude
En motorcyklist var også kommet til stedet, men de to mænd kunne ikke åbne dørene til bilen.
Motorcyklisten forsøgte at smadre en rude med sin styrthjelm, men uden held.
Det lykkedes dem dog at komme gennem ruden med en aftagelig trækkrog.
Stod ikke til at redde
Da de fik kvinden ud, begyndte de at give hende livreddende førstehjælp, indtil ambulancepersonale kom til og kørte kvinden til Roskilde Sygehus. Her blev den 76-årige kvindelig bilist erklæret død.
De to mænd er blevet indstillet til en dusør for deres ekstraordinære indsats.