Smadrer Niels' luksus-bil
Inden rakte gerningsmanden en fuckfinger op mod overvågningskameraet og kappede strømmen
- Jeg er selvfølgelig ked af det.
Det fortæller en dybt chokeret Niels Jessen, efter hans blå Bentley Continental GTT er blevet udsat for groft hærværk i hans garage på Teglkrogen i Gråsten.
- Hvordan ville du selv have det, hvis det var din bil - hvis du havde været udsat for det? Det giver en mærkelig følelse i kroppen, fortæller han til Newsbreak.dk.
Den 70-årige bilejer er frustreret over, at hans Bentley er blevet smadret. Før havde den ikke en eneste rids eller skramme. Men nu er luksusbilen fuld af ridser overalt.
Bilen er formentlig blevet ridset med en spids genstand. Og i dens kaleche er der skåret hul 17 steder i stoffet. Ikke nok med det så er bilen også blevet oversprøjtet med en syreholdig væske.
-Må være en syg person
Den blå Bentley var den eneste af Niels Jessens biler, der holdt parkeret i garagen natten til tirsdag.
Et overvågningskamera fangede en maskeret gerningsmand, inden hærværket fandt sted. På videoen kan man se ham række en fuckfinger op mod kameraet.
Herefter blev strømmen kappet.
Bilejeren er ked af, at en person har begået sådan en svinestreg mod ham.
- Jeg forstår ikke, at man kan finde på at gøre sådan noget slemt noget. Han må være rasende på mig over et eller andet, siger Niels Jessen og fortsætter:
- Det må være en syg mand. Jeg tænker: "Gud, hvor må det være en skør mand, der har gjort det."
Står mulig fjende bag?
Niels Jessen aner ikke, hvorvidt hærværket er motiveret eller ej. Så vidt han ved, har han ingen fjender. Men måske har han - ved nærmere eftertanke - alligevel en, fortæller han.
- Jeg har en mistanke om, hvem der har gjort det. Men det kan jeg selvfølgelig ikke sige, lyder det.