Smadrede fanbus ved pokalkamp
Nu søger politiet vidner
Politiet søger vidner til tre episoder, der udspillede sig ved pokalkampen mellem OB og FCM på Brøndby Stadion.
Med rigtig mange tilskuere forløb pokalfinalen overordnet set mest fredeligt og i en god stemning.
Undtagelsen var blandt andet hærværk mod to fanbusser, tyverier af fantrøjer og vold mod en stadionsteward.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Trafikale udfordringer
Før dagens pokalfinale mellem Odense Boldklub (OB) og FC Midtjylland (FCM) på Brøndby Stadion var forventningen, at der med mange tilrejsende bilister fra Fyn og Jylland kunne opstå ret store trafikale udfordringer ved stadion.
Derfor havde Københavns Vestegns Politi forinden opfordret tilkørende fans til at parkere langt væk fra stadion og benytte offentlige transportmidler det sidste stykke:
- Før kampstart kom rigtig mange til stadion til fods eller med bus og kun få i køretøjer, og det betød, at trafikken løbende gled fint til glæde for alle – og stor ros til alle tilskuere for det, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen, leder af politiindsatsen ved pokalfinalen.
Da alle skulle hjem efter kampen, opstod der midlertidigt forventede trafikale udfordringer, som blev afviklet med færdselsbetjente.
Stemningen før, under og efter kampen var hovedsagelig god blandt de 23.328 tilskuere, som ifølge Brøndby IF besøgte stadion.
Aktuelt har Københavns Vestegns Politi modtaget tre anmeldelser før kampen – dels om, at ruder blev knust på to fanbusser fra hhv. OB og FCM, og dels om, at en mindre gruppe OB-fans blev frastjålet deres fantrøjer.
Ifølge politiets oplysninger kom ingen til skade ved hændelserne.
- Vi efterforsker de her sager for at få retsforfulgt de skyldige, og vi hører gerne fra vidner eller andre, som kan bidrage med oplysninger, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen.
Anholdt for vold
Efter kampen er den foreløbige status, at en ung mand og en kvinde blev anholdt for vold mod en stadionsteward.
De ventes løsladt efter afhøring i løbet af aftenen.
En hyrevognschauffør anmeldte hærværk mod sin taxa, og desuden blev to mænd blev sigtet for at besidde af et mindre kvantum narkotika.
Søger vidner
Politiet søger vidner Københavns Vestegns Politi søger lige nu vidner til to anmeldelserne om hærværk mod busser og frastjålne trøjer, der efterforskes:
- Cirka klokken 13.25 blev to sideruder knust på en bus med OB-fans, da bussen kørte forbi en flok personer på Bygaden i Brøndby.
- Cirka klokken 12.10 blev bagruden knust på en bus med FCM-fans på Sydgårdsvej i Brøndby, mens bussen holdt stille, og en bil kørte forbi.
- Cirka klokken fik flere unge mænd frastjålet deres OB-fantrøjer af omkring 6-7 andre unge mænd på hjørnet af Park Allé og Lærkevej i Brøndby. Omstændighederne undersøges nærmere.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.
FC Midtjylland vandt kampen, der blev afgjort i straffesparkskonkurrence.