Slår fast: Det er voldtægt
En gennemgang af retspraksis viser ifølge Rigsadvokaten, at den samtykkebaserede voldtægtslov fungerer
Samtykkeloven, der kriminaliserer samleje uden samtykke, bliver anvendt efter hensigten.
Det konkluderer Rigsadvokaten, der sammen med statsadvokaterne har fulgt tæt med i, hvordan den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse bliver brugt.
Det fremgår af en pressemeddelelse på anklagemyndighedens hjemmeside.
Forholdt sig passivt
Lovændringen har blandt andet ført til domme i voldtægtssager, hvor den forurettede var passiv undervejs, oplyser vicestatsadvokat Jessika Auken fra Rigsadvokaten.
- Vi har i løbet af de seneste to år set domfældelser i sager, hvor offeret har forholdt sig passivt under det seksuelle overgreb, og som ligger inden for det nykriminaliserede område, hvor udgangspunktet for strafniveauet er et år og to måneder, siger hun i meddelelsen.
Anvendt som forudsat
Der har også været sager, hvor retten har vurderet, at det ikke er gået op for den tiltalte, at der ikke var samtykke. I sådanne tilfælde er den tiltalte blevet frifundet, noterer Jessika Auken.
- Vores gennemgang af retspraksis viser altså, at loven er blevet anvendt som forudsat, siger hun.
Lovændringen blev vedtaget i slutningen af 2020 og trådte i kraft 1. januar 2021.
Kræver samtykke
Bestemmelsen førte til, at det strafbare område blev udvidet, så det betegnes som voldtægt, hvis man har samleje med en person, som ikke samtykker.
Hvis en sag om voldtægt inden samtykkeloven skulle føre til dom, krævede det, at offeret var udsat for vold, tvang, trusler eller var i en forsvarsløs tilstand.
Samtykkeloven er ikke blevet taget godt imod af alle.
Bekymret advokat
Blandt andet har Kristian Mølgaard, formand for Landsforeningen for Forsvarsadvokater, udtrykt bekymring for, at loven ville føre til en form for omvendt bevisbyrde.
At den tiltalte vil skulle bevise sin uskyld, i stedet for at anklagemyndigheden skulle bevise den tiltaltes skyld.
- Man risikerer at dømme nogen, som objektivt ikke burde være dømt, fordi de ikke var i stand til at fremstille på en tilstrækkelig overbevisende måde, hvorfor de ikke gjorde noget forkert i situationen, har Mølgaard sagt til DR.
Ikke anledning til falske anmeldelser
Andre har udtrykt bekymring for, at det ville føre til flere falske voldtægtsanmeldelser. Men netop det er ifølge juraprofessor på Københavns Universitet Trine Baumbach en af de sejlivede myter om samtykkeloven.
- Det kan naturligvis ske, at man fortryder at have haft sex med nogen, men forskningen understøtter ikke, at dette skulle give anledning til at indgive falske politianmeldelser, siger hun i en nyhed fra februar på KU's hjemmeside.
Skal kaste lys over praksis
Den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse har været et fokusområde for Rigsadvokaten og statsadvokaterne frem til udgangen af 2022.
Det skal være med til at kaste lys over, hvordan bestemmelsen bliver anvendt i praksis, hvilken rækkevidde den har, og hvad strafniveauet er.
Det kan ifølge vicestatsadvokaten gøre anklagerne klogere på, hvordan samtykkebegrebet skal forstås i praksis.