Slår alarm om light-sodavand
Ny undersøgelse kæder kunstige sødemidler sammen med alvorlig sygdom
Er du en af dem, der har skiftet "almindelig sodavand" ud med light-erstatninger for at få et bedre liv og helbred, skal du måske overveje det en ekstra gang.
For kunstige sødemidler som man typisk finder i light-sodavand giver en øget risiko for hjertesygdomme og blodprop i hjernen.
Det viser en helt frisk undersøgelse offentliggjort i det ansete fagtidsskrift The British Medical Journal.
Og konklusionen er klar - der er en sammenhæng mellem indtaget af kunstige sødemidler og alvorlig sygdom.
Stor øget risiko
Over 103.000 franskmænd deltog i undersøgelsen.
En del af deltagerne indtog store mængder aspartam, som er et kunstigt sødemiddel, der bruges i light-sodavand.
Deltagerne, der indtog aspartam, havde 17 %'s forøget risiko for at få en blodprop i hjernen i forhold til deltagere, der ikke fik sødemidlet, skriver The Guardian.
Aspartam er et kunstigt sødemiddel som ud over i sukkerfrie sodavand findes i forskellige madvarer som yoghurt, tyggegummi, færdig-desserter og kosttilskud.
Hjertesygdom
Andre deltagere i undersøgelsen fik store mængder af sødemidlet sukralose.
De havde ni % større risiko for at udvikle hjertesygdom.
- Vores resultater viser, at disse sødemidler, der dagligt indtages af millioner af mennesker og som findes i tusindvis af mad- og drikkevarer, ikke bør betragtes som et sundt og trygt alternativ til sukker, udtaler forskerne bag undersøgelsen.