Skyderi i boligområde
Efter anmeldelser om brag, kunne politiet konstatere, at der var affyret skud på stedet
Natten til torsdag blev skud affyret mod en privat adresse på Snogebæksvej i Aarhus V.
Sådan lyder konklusionen fra Østjyllands Politi, som sendte betjente ud til anmeldelser om høje brag i boligområdet.
På stedet fandt betjente tegn på, at der var sket en skudepisode, da flere afskudte patroner blev fundet på stedet.
Skaber utryghed
Politiet har ingen gerningsmand, lyder det i en pressemeddelelse.
- Når der bliver afgivet skud i et boligområde – mod en privat adresse – er det naturligvis noget, der kan skabe utryghed for beboerne. Derfor vil vi i eftermiddag køre til Aarhus V med vores mobile politistation, så borgerne kan komme forbi og få en snak med os, siger politiinspektør i Østjyllands Politi René Raffo.
Ingen personer er umiddelbart kommet til skade ved skyderiet.