Skyderi: Bevæbnede betjente er massivt på stedet
Efter skyderi i Rødovre fredag er betjente på stedet
Politiet er massivt til stede i forbindelse med et skyderi på Islevbrovej i Rødovre.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Politiet har ikke yderligere at tilføje til sagen på nuværende tidspunkt, oplyser det fredag omkring klokken 12.
Derfor er det endnu uvist, om nogen er blevet ramt af skuddene. Både Ekstra Bladet og B.T. erfarer dog, at det skulle være tilfældet.
Kampklædt politi
Billeder fra stedet viser, at der er kampklædte politibetjente på stedet, ligesom der holder en ambulance bag en afspærring.
Desuden opfordres vidner til skyderiet til at henvende sig til Vestegnens Politi.
Meldingen om skyderiet kommer, dagen efter at en mand i tyverne blev skudt og dræbt på Nørrebro i København.
Politiet fremstiller fredag to mistænkte i den sag i et grundlovsforhør. Den ene af de to er sigtet for at have skudt den dræbte to gange, mens den anden skulle have kørt den bil, der blev brugt til at flygte fra stedet.
Politiet fortæller, at den dræbte på Nørrebro er kendt i bandesammenhæng. Det er uvist, om der er en forbindelse mellem dette drab og skyderiet i Rødovre.
OPDATERES.............