Skydegal ung mand udsatte regattagæster for fare
20-årig mand affyrede sidste år syv skud under Aalborg Regatta. Han får otte års fængsel for at forvolde fare
Der stod maritim fest på programmet, da omkring 80.000 mennesker sidste år lagde vejen forbi Aalborg Regatta.
Men glæden blev afbrudt om eftermiddagen den 25. august sidste år, da en mand affyrede syv skud, som udsatte en række regattagæster for fare.
En i dag 20-årig mand affyrede skuddene, der egentlig var rettet mod en sort Volvo. Det var fareforvoldelse, afgør Retten i Aalborg, som mandag har idømt Sheikh Amat Bah fængsel i otte år for de syv skud.
Havde konflikt med Volvo-mand
Det skriver Nordjyske, som er til stede i byretten.
Den 20-årige stødte tilfældigt på Volvo-føreren ved hovedbiblioteket den fredag eftermiddag sidste år.
De havde en konflikt med hinanden, og det førte til, at Sheikh Amat Bah trak en skarpladt pistol og affyrede en skudsalve mod uvennen.
Uenighed i retten
Egentlig var den 20-årige mand tiltalt for drabsforsøg på Volvo-føreren, hvilket straffes hårdere end fareforvoldelse, men der var uenighed både blandt nævninger og de juridisk uddannede dommere om, hvad udfaldet skal være.
Flertallet bestemmer, og det har ført til, at den 20-årige er blevet dømt efter den mildere bestemmelse om at forvolde fare for andres liv og helbred.
Nægtede at ville slå nogen ihjel
Sheikh Amat Bah har under sagen netop nægtet, at han havde til hensigt at slå ihjel.
Han har via sin forsvarer, Karina Skou, tidligere erkendt sig skyldig i at have forvoldt fare for føreren af Volvoen.
En anden 20-årig mand var tiltalt for medvirken til drabsforsøg, at udsætte andre for livsfare og for kammeratens ulovlige våbenbesiddelse.
Han er blevet frifundet.