Skud: Jager lille skægget mand

Ingen blev ramt af skud på Frederiksberg torsdag aften

Offentliggjort Sidst opdateret

Sent torsdag aften blev der affyret skud ved Solbjerg Have 28 på Frederiksberg.

Det oplyser Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi, tidligt fredag morgen.

Ingen blev ramt af skud, siger vagtchefen.

Søger vidner

Politiet søger vidner, der har været i området omkring klokken 23.51 torsdag, som også er det tidspunkt, hvor politiet modtog en anmeldelse om skyderiet.

Derudover giver politiet et signalement af en formodet gerningsmand, der skulle være løbet fra stedet.

Lille gerningsmand

Henrik Svejstrup beskriver den formodede gerningsmand som en mand på 18 til 20 år, der er mellem 160 og 170 centimeter høj.

Han beskrives som mellemøstlig af udseende og med et kort fuldskæg. Vagtchefen fortæller, at den formodede gerningsmand ved gerningstidspunktet var iført en sort jakke med hætte, mørke jeans og hvide sko.

Har man set noget i området omkring klokken 23.51, eller mener man, at man har set den formodede gerningsmand, skal man kontakte politiet på 114.

Motiv ukendt

- Vi har ingen teser om, hvad der er sket, eller om det er banderelateret, siger vagtchefen.

Identiteten på den formodede gerningsmand kender politiet ikke.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Politiet var til stede ved Solbjerg Have det meste af natten for at lave tekniske undersøgelser, men forlod stedet klokken 04.34 fredag morgen.

Københavns Politi var til stede på Frederiksberg det meste af natten til fredag for at lave tekniske undersøgelser efter et skyderi. (Arkivfoto).
Københavns Politi var til stede på Frederiksberg det meste af natten til fredag for at lave tekniske undersøgelser efter et skyderi. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS