Skubber ung kvinde ud foran tog

I et retsmøde i næste uge vil en mand tilstå, at han forsøgte at dræbe en tilfældig kvinde med et livsfarligt skub

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var for at slå en 19-årig kvinde ihjel, at en 29-årig mand sidste år skubbede den unge kvinde ud foran et S-tog på Nørreport i København.

Det har den 29-årige afghanske mand i foråret erkendt over for politiet under en afhøring.

Torsdag i næste uge vil manden også tilstå det i et retsmøde i Københavns Byret. Det oplyser hans forsvarer, Henrik Karl Nielsen, til TV 2.

Tilfældigt offer

Advokaten oplyser desuden, at den unge kvinde var et tilfældigt offer.

- Hun havde intet med ham at gøre - de havde intet med hinanden at gøre. Det var en helt tilfældig kvinde, det er gået ud over, siger han til TV 2.

Manden havde angiveligt følt sig forfulgt i tiden op til gerningen.

Det var den 29. december 2023, og kvinden havde musik i sine høretelefoner og stod ved spor 4, da hun uden varsel blev skubbet i ryggen og røg ud foran et kørende S-tog.

Trak nødbremsen

Lokoføreren i S-toget har fortalt politiet, at han trak i nødbremsen, da han så kvinden på skinnerne. Farten var mellem 50 og 60 kilometer i timen, har han skønnet.

Kvinden rejste sig fra skinnerne, løb ud til kanten af perronen og blev hjulpet op af andre tilstedeværende. Hun slap med livet i behold.

Den nu tiltalte mand havde kort forinden hændelsen taget et S-tog fra Københavns Hovedbanegård mod Nørreport. I nogle minutter stod han ved en hvid søjle på perronen, før han løb frem mod kvinden.

Blod på hænderne

Det viser videoovervågning af episoden, fortalte anklageren i grundlovsforhøret.

Politiet udsendte et signalement af manden, og det førte til, at en kvinde genkendte den 29-årige afghanske mand. Da politiet fandt ham, havde han blod på hænder og arme, og der blev ydet førstehjælp.

På grund af skaderne var han ikke selv i stand til at møde i retten i grundlovsforhøret. Siden blev han varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.

Er sindssyg

Der er blevet foretaget en mentalvurdering af manden, og den viser ifølge forsvareren, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket.

I Danmark straffer man ikke folk, der er utilregnelige i gerningsøjeblikket på grund af eksempelvis sindssygdom. I stedet kan man eksempelvis dømmes til anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling.

Københavns Byret forventer kun at skulle bruge 2,5 timer på at behandle straffesagen.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS