Skolen reagerer efter drab på 13-årig pige
Har kontaktet elevernes forældre
Hjallerup Skole, hvor den 13-årige pige, der mandag aften blev fundet dræbt i Hjallerup, var elev, har kontaktet forældrene til skolens elever og opfordret eleverne til at møde i skole tirsdag.
Det fortæller Christian Bak, der er distriktsskoleleder på Hjallerup Skole.
- Vi er i fuld gang med at lave krisehåndtering og har skrevet til forældrene, at vi anbefaler, at de sender deres børn i skole, så situationen kan blive håndteret. Det er vi i fuld gang med at stable på benene lige nu.
- Vi har kaldt kriseberedskab ind, personalet snakker med børnene, og vi får fundet de spørgsmål, der er undervejs og får håndteret det, efterhånden som det dukker op i klasserne. Det er svært at vide, hvordan børn vil reagere i sådan en situation, siger han.
Fandt 13-årig svært tilskadekommen
Politiet modtog klokken 22.10 et alarmopkald via 112 om "et forhold i Hjallerup" nær varmeværket på Gravensgade.
- Ved patruljerne og ambulancens ankomst fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død på stedet, lyder det i pressemeddelelsen fra midnat.
To teenagere anholdt
To mistænkte blev kort efter anholdt. Der er tale om en dreng på 17 år og en pige på 13 år.
Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune, fortæller til TV 2, at den 13-årige dræbte pige og den 13-årige anholdte begge gik på Hjallerup Skole.