Skolebørn filmet i omklædningsrum af ansat
Mandlig ansat har tilstået
En ansat på en skole i Ringsted har filmet børn i skolens omklædningsrum med et skjult kamera. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på X.
Manden er torsdag blevet anholdt, og han har erkendt at have stået bag optagelserne.
Sigtelsen mod ham drejer sig "indtil videre" om blufærdighedskrænkelse, oplyser politiet om sagen.
Ofrene i sagen er børn fra 3. og 5. klasse, lyder den foreløbige vurdering.
Opstart af efterforskning
Hvor mange børn, der er blevet filmet i det skjulte, kan politiet endnu ikke sige, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Vi er i opstarten af efterforskningen, udtaler vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard torsdag eftermiddag.
Her står også, at den ansatte mand vil blive løsladt, når afhøringen er overstået. Hans stilling på skolen oplyser politiet ikke noget om i meddelelsen.
Torsdag vil skolen orientere forældrene om sagen.