Skole holder øje efter drab på 13-årig
Klassekammerater til den dræbte pige er dybt påvirkede, fortæller distriktsskoleleder fra Hjallerup Skole
Lærere og pædagoger på Hjallerup Skole holder øje med tegn på mistrivsel hos eleverne, efter at en 13-årig pige fra skolen mandag blev fundet dræbt.
Det forklarer konstitueret distriktsskoleleder Christian Bak.
- De kommende uger kommer vi til at holde øje med børn, der udviser handlemønstre, de normalt ikke ville gøre, siger han.
Krisepsykolog på stedet
Skolen har allieret sig med en ekstern krisepsykolog, og tirsdag havde psykologen gruppesamtaler med klassekammeraterne til den dræbte pige.
Christian Bak beskriver stemningen i klassen som "massivt trykket".
- Alle følelser er i spil. Fra vantro til dyb, dyb sorg, siger han.
Skal reagere
Skolens lærere og pædagoger vil ifølge distriktsskolelederen have et særligt øje på elevernes trivsel.
- Hvis sorgen bliver ved med at hænge ved, skal vi reagere på det. Det kan være et barn, der bliver mere indesluttet, end barnet plejer at være.
- Hvis barnet begynder at isolere sig mere, så er det et af de advarselssignaler, vi holder øje med, siger Christian Bak.
Vil vende tilbage til normalen
Skolen har også sendt et brev hjem til forældrene, der beskriver hvilke signaler, de skal være opmærksomme på.
Men ellers er opskriften ifølge distriktsskolelederen i høj grad at forsøge at vende tilbage til noget, der ligner en normal hverdag.
- Det råd, vi har fået, er at vi så vidt muligt skal prøve at genetablere hverdagen.
Kan aflede tankerne
- Hverdagen kan også aflede tankerne, så skolen bliver et fristed, hvor man ikke behøver tænke på tragedien, siger Christian Bak.
Hjallerup Skole samler torsdag skolens cirka 650 elever samt deres forældre til en mindehøjtidelighed for den dræbte pige.
Intern seance
Det bliver ifølge distriktslederen en intern seance, der er forbeholdt børn, forældre og skolens personale.
En 17-årig dreng blev tirsdag varetægtsfængslet sigtet for voldtægt og drab på den 13-årige pige. Han har erkendt sig skyldig i vold med døden til følge.