Skal måske aflevere sin telefon til politiet
Sms'er skal genskabes
Justitsministeriet er nu klar til at overdrage enheder til politiet for at genskabe sms'er i minksag.
Justitsministeriet vil løbende overdrage enheder - som telefoner eller iPads - til politiet, så det kan forsøge af genskabe slettede sms'er fra perioden, hvor regeringen uden lovhjemmel besluttede at aflive alle mink i Danmark.
Det skriver Justitsministeriet i et svar til Ritzau.
- Justitsministeriet vil løbende overdrage de enheder, hvor det giver mening i forhold til at genskabe sms-beskeder, herunder iPads, til politiets teknikere.
- Det forventes, at der foreligger svar fra politiets teknikere senest i slutningen af næste uge, skriver Justitsministeriet.
Læs chefredaktør Claus Jessens leder om sagen HER.
I forbindelse med Minkkommissionens arbejde er det kommet frem, at en række nøglepersoner - her i blandt statsminister Mette Frederiksen (S) - har haft deres telefoner indstillet til at slette sms-beskeder efter 30 dage.
Det har hindret kommissionens arbejde og i sidste uge fortalte Justitsministeriet, at det ville bede politiet om hjælp til at gendanne de slettede sms'er.
Fysisk overdragelse
Det har dog ikke stået klart, om Justitsministeriet og Statsministeriet har været klar til fysisk at overdrage telefoner og andet til politiet. Det er Justitsministeriet dog altså klar til.
Fredag skrev Justitsministeriet på Twitter, at det - efter aftale med Statsministeriet - har bedt politiets teknikere om bistand til at genskabe de slettede beskeder i de telefoner, der har været opsat til automatisk sletning 'efter en bestemt periode'.