Skal bag tremmer for trafikdrab
18-årig idømt ubetinget fængsel
En 18-årig mand er fredag eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel for at have kørt en 26-årig kvinde ihjel.
Dødsulykken skete torsdag den 24. august 2023 på Oddervej i Højbjerg, hvor en 26-årig kvindelig motionsløber blev påkørt af den 18-årige mandlig bilist i et fodgængerfelt ved Hestehavevej.
Kvinden blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand og døde af sine skader.
"Dybt tragisk sag"
Ved Retten i Aarhus blev den 18-årige fredag eftermiddag kendt skyldig i uagtsomt manddrab.
- Der er ved dommen i dag blevet sat et foreløbigt punktum i en dybt tragisk sag.
- Jeg er tilfreds med, at retten har været enig med anklagemyndigheden i, at den 18-årige mand uagtsomt har forvoldt den 26-årige kvindes død, hvormed han er blevet idømt fængselsstraf,” siger anklager Mads Fransen fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Foruden fængselsstraffen blev den 18-årige mand idømt en tillægsbøde på 3.500 kr. og en ubetinget frakendelse af førerretten i 6 mdr.