Sigtet i grov bedrageri-sag
Han er mistænkt for at svindle for over 17 millioner
Efterforskningen af et organiseret hvidvasknetværk har ført til, at en 36-årig mand er blevet anholdt på Amager.
Han er blevet sigtet for groft momssvig for mere end 17 millioner kroner.
- Han er sigtet for at have udstedt fakturaer i flere selskaber, hvor der på fakturaerne opkræves moms, som ikke er angivet til Skattestyrelsen, siger vicepolitiinspektør Anne Katrine Kristensen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Københavns Politi har ransaget flere adresser, hvor der blandt andet blev sikret et større pengebeløb.
Hvidvask af mere end 600 millioner
Sagen har i forvejen ført til flere sigtelser for hvidvask af mere end 600 millioner kroner.
Politiet har beslaglagt værdier og kontanter for flere millioner, og der er indtil videre afsagt tre domme.
Blandt andet er netværkets formodede bagmand blevet idømt fem års fængsel for at have organiseret hvidvask af 128 millioner kroner.