Sigtet: Holdt to mænd fanget i dagevis
To mænd har i flere døgn befundet sig på en adresse i Tilst mod deres vilje. To ældre mænd er sigtet
To mænd på 26 og 29 år er sigtet for blandt andet at have udøvet frihedsberøvelse mod to yngre mænd, som i flere døgn har befundet sig på en adresse i Tilst mod deres vilje.
Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.
Mod deres vilje
Østjyllands Politis presseafdeling oplyser, at politiet mandag aften modtog en anmeldelse om, at en person angiveligt var frihedsberøvet på en adresse i Tilst. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor politiet traf fire mænd.
Her var det politiets indtryk, at en 19-årig og en 23-årig mand befandt sig på adressen mod deres vilje, og de to øvrige mænd blev derfor anholdt.
Flere døgn
Det er uvist, hvor længe de to yngre mænd har befundet sig på adressen, men politiet formoder, at det har været i flere døgn.
Politiet kan ikke oplyse, hvordan det blev vurderet, at de to mænd var tilbageholdt mod deres vilje.
Fremstillet for lukkede døre
I forbindelse med en ransagning af adressen fandt politiet desuden flere kilo hash.
De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus klokken 13.00. Anklager Rosa Pape anmoder om lukkede døre.