Sigtet for voldtægt og overgreb på elev
En voldtægt søndag var ifølge sigtelse kulminationen på flere ugers seksuelle overgreb på 24-årig køreelev
I godt halvanden måned er en 24-årig kvinde blevet udsat for seksuelle overgreb af sin kørelærer, der er mere end dobbelt så gammel som hende.
Det er indholdet i en sigtelse mod den 53-årige mand, der mandag stilles for Retten i Randers ved et grundlovsforhør.
Manden er sigtet for at have voldtaget kvinden søndag formiddag på en adresse i Norddjurs.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport mandag.
Vil have dørene lukket
Den 53-årige er også sigtet for at have begået seksuelle overgreb mod kvinden i en periode fra 1. februar til 20. marts i en bil under køretimerne.
Derudover skulle han tidligere have forsøgt at voldtage hende.
Anklagemyndigheden vil anmode om at få dørene lukket ved grundlovsforhøret.
Det betyder, at kun sigtelsen mod manden vil blive læst op, mens bevismateriale og en mulig afhøring af manden vil blive holdt hemmelig for offentligheden.
Retsmødet går i gang klokken 13.00, og Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen.
Det er uvist, hvordan manden stiller sig til sigtelserne.