Sigtet for voldtægt af kendt forfatter

Filmmand er sigtet for voldtægter af en kendt forfatter, men dommer fandt kun begrundet mistanke om vold

En filmmand er sigtet for adskillige tilfælde af vold og voldtægter mod kvindelig forfatter. (Arkivfoto)
En filmmand er sigtet for adskillige tilfælde af vold og voldtægter mod kvindelig forfatter. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En filmmand er i Dommervagten i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 13 dage for vold.

Det oplyser hans forsvarer, Kåre Pihlmann, torsdag aften klokken 22.00 efter et mere end seks timer langt grundlovsforhør.

Klokken 15.00 blev manden præsenteret for en sigtelse om adskillige tilfælde af vold og voldtægt mod en kendt forfatter.

Dommeren har imidlertid ikke fundet begrundet mistanke om, at manden skulle have voldtaget forfatteren. Sigtelsen er dog opretholdt.

Episoderne har ifølge anklagen fundet sted i København og på den spanske ferieø Tenerife.

Nægter sig skyldig

Ifølge sigtelsen har filmmanden voldtaget og forulempet kvinden flere gange og udsat hende for vold, blandt andet ved at spytte hende i ansigtet, slå hende med et kamera og rive hende i håret.

Manden nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden forlangte dørlukning og navneforbud, da efterforskningen stadig er i gang.

Forsvareren var imod dørlukningen. Han henviste til offentlighedens interesse og ytringsfriheden for hans klient.

Den anklagede mener, at anklagen er et forsøg på at stoppe en kritisk dokumentar om kvinden, der anklager ham.

Hemmelige navne

Dommeren var enig med anklageren, og dørene blev lukket, hvilket betyder, at det ikke har været muligt at høre mandens forklaring.

Det var mediet Frihedsbrevet, der tidligere torsdag offentliggjorde, at voldtægtssagen skulle dreje sig om voldtægt af en navngiven kvindelig forfatter.

Ritzau har været i kontakt med den person, der på forfatterens hjemmeside er angivet som pressekontakt.

Det er nemlig i udgangspunktet ulovligt at røbe identiteten på ofre i sædelighedssager, og det vil kræve, at forfatteren selv står frem, hvis navnet skal nævnes.

Pressekontakten har videreformidlet Ritzaus henvendelse, men forfatteren er ikke vendt tilbage.

Ny voldtægtsbestemmelse

Fra årsskiftet 2021 er det strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker.

Førhen var der ikke nødvendigvis tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til sex.

Powered by Labrador CMS