Sigtet for uagtsomt manddrab i Italien

Søn skriver i en mail, at det var sejlbåden ikke overholdt søens regler, da en motorbåd lørdag påsejlede den

Offentliggjort Sidst opdateret

En dansk far og søn, der førte en motorbåd, som lørdag aften sejlede ind i en italiensk sejlbåd ud for byen Argentario i Toscana, var ikke påvirkede af alkohol under ulykken.

Det fortæller den lokale anklagemyndighed ifølge mediet Il Messaggero. Det var far og søn, der sad ved roret, da ulykken skete.

- Vi skal gøre opmærksom på, at de mistænkte skal betragtes som uskyldige indtil det modsatte er bevist, og der er faldet en uigenkaldelig dom, skriver anklagemyndigheden.

Sigtet for uagtsomt manddrab

Ifølge mediet RAI News er førerne af de to både begge blevet sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom skadeforvoldelse med fare for skibbrud.

Herunder kan man se en video af ulykkesstedet fra den italienske redningstjeneste på Twitter:

Ved ulykken døde en 58-årig italiensk mand, der var passager på sejlbåden. En 60-årig italiensk kvinde savnes fortsat.

Anklagemyndigheden skriver ifølge Il Messaggero ligeledes, at motorbåden ikke brugte automatpiloten, sådan som en 24-årig dansk kvinde, der var om bord på båden, ellers tidligere har fortalt.

Hun fortalte også, at der var dårlig sigtbarhed, fordi solen stod lavt.

Var ikke distraheret

Men ifølge sønnen var hans far ikke distraheret, da ulykken skete.

- Det er opfattelsen, at ulykken skete som følge af den anden parts manglende overholdelse af de på søvejene gældende vigeregler, selv om dette, når der er tale om tab af menneskeliv, nok er af mere underordnet betydning, skriver sønnen i en mail til TV 2.

Han afviser samtidig, at sammenstødet skete, fordi de var påvirkede af alkohol, fordi der var dårlig sigtbarhed, eller fordi man ikke holdt øje. Det var sejlbåden, der ikke overholdt søfartsreglerne, siger han.

Er tilbage i Danmark

Ifølge den indledende efterforskning var sejlskibets storsejl hejst ved påsejlingen og med en fart på cirka seks knob.

Ifølge de maritime regler skal motorbåde vige for sejlbåde, men både kan blive sidestillet, hvis sejlbåde sejler med motor. Er det tilfældet skal det afdækkes, hvem der havde den anden båd til styrbord.

De fire danskere, der befandt sig på båden, har fået lov at forlade Italien og er tilbage i Danmark.

Powered by Labrador CMS