Sigtet for brandstiftelse: -Vi er berørte
En beboer på et bosted kan ikke blive boende i sit hjem, fordi huset har massive brandskader. Nu skal beboeren genhuses
Se video ovenfor og fotos i bunden af artiklen
En 53-årig mand er blevet sigtet og fængslet efter en kraftig brand på Bostedet Stentoft onsdag aften.
Brandfolk fra TrekantBrand var massivt til stede i forbindelse med branden, hvor to af bostedets huse, der ligger på Stenderupvej på Sdr. Stenderup ved Kolding, stod i store flammer.
Husene har fået massive skader. Blandt andet er taget brændt af. Det har betydet, at en beboer nu skal genhuses.
- Beboeren er påvirket, fordi vedkommende ikke kan blive boende i sit hjem. Men en medarbejder fik en god snak med personen, fortæller Margrethe Wivel, som er direktør for Psykiatri Plus og ansvarlig for Bostedet Stentoft, til Newsbreak.dk.
Skal sikre ro og tryghed
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.
Margrethe Wivel har været i tæt kontakt med ledelsen på bostedet siden branden.
- Vi er naturligvis meget berørte af situationen. Men der er kommet ro på nu, fortæller hun og fortsætter:
- Vi er optagede af at tage hånd om beboerne og sikre ro og tryghed.
Bostedets evakueringsplaner blev fulgt til punkt og prikke.
- Personalet handlede hurtigt og håndterede beboerne omsorgsfuldt, lyder det.
Fremstillet i grundlovsforhør
Den 53-årige mand, der blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Kolding torsdag middag, fængsles frem til den 7. februar 2022.
Manden er sigtet for brandstiftelse, oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter.
Politi og brandvæsen rykkede ud til branden klokken 18.12.