Sigter 19-årig for drabsforsøg efter festival-knivstik
Fredag klokken 11 vil 19-årig mand blive fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for drabsforsøg på 25-årig
En 19-årig mand, der torsdag aften blev anholdt i forbindelse med et knivstikkeri på Vig Festival i Odsherred, forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 11.00 ved Retten i Holbæk.
Her vil anklagemyndigheden sigtet ham for drabsforsøg, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet anser knivstikkeriet som en sag mellem den formodede gerningsmand og offeret, der er en 25-årig mand, fortæller Jacob Olsen, der er leder af efterforskningen.
Uoverensstemmelse
- Vi anser knivstikkeriet mellem de to mandlige festivaldeltagere som en udløber af personbårne uoverensstemmelser mellem de to parter.
- Trods denne sag har politiet stadig den opfattelse, at gæsterne på Vig Festival kan forvente en tryg festival, hvor politiet som planlagt vil være til stede og samarbejde med festivalarrangøren om trygheden for gæsterne, siger han.
Fløjet med helikopter
Omkring klokken 22.26 torsdag fik politiet via alarmcentralen en anmeldelse om, at der havde fundet et knivstikkeri sted på festivalen.
Kort efter fik politiet på området kontakt med den 25-årige mand, der efter førstehjælp blev fløjet til Rigshospitalet med helikopter.
I forbindelse med knivstikkeriet blev store dele af festivalområdet afspærret, mens politiet ledte efter tekniske beviser og afhørte vidner.
Anholdt i teltområdet
I forbindelse med efterforskningen fandt man frem til den 19-årige mand, der blev anholdt i teltområdet. Ifølge politiet skete det på "udramatisk vis".
Den 25-årige mand er fortsat indlagt på hospitalet. Hans tilstand er stabil, og han er uden for livsfare.
Anklagemyndigheden vil have dørene lukket under grundlovsforhøret.