Sexmisbrugte og voldtog piger - det er slut nu
Simon Kofod Larsen er blevet idømt forvaring for forskellige seksuelle overgreb på piger mellem 11 og 17 år
Retten i Esbjerg har tirsdag idømt 25-årige Simon Kofod Larsen forvaring.
Det skriver flere medier, herunder JydskeVestkysten og TV Syd.
Fredag blev han kendt skyldig i fra 2014 til 2022 at have begået omfattende seksuelle krænkelser af i alt 27 piger, der var mellem 11 og 17 år gamle.
Fire voldtægter
Simon Kofod Larsen er blandt andet blevet kendt skyldig i at have begået fire voldtægter af tre forskellige piger.
Han er også kendt skyldig i forsøg på voldtægter af yderligere tre piger.
Retten fandt det også bevist, at den 25-årige har haft hundredvis af samlejer med tre piger, hvoraf en også er blandt de piger, han har voldtaget.
Børneporno
Derudover er manden kendt skyldig i at have krænket et større antal pigers blufærdighed ved blandt andet at have presset piger til at tage billeder og videoer af sig selv.
Den 25-årige er også skyldig i ulovlig tvang, vidnetrusler samt besiddelse af børneporno. Sidstnævnte havde han erkendt.