Sekunder fra døden i motorrum
Kat blev fastklemt da den havde søgt tilflugt i motorrum
En kat var sekunder fra døden tirsdag eftermiddag, da den var ved at blive klemt ihjel af kileremmen på en personbil.
Den dramatiske episode fandt sted i storbyen München.
En mand drejede tændingsnøglen i sin bil og hørte et vræl fra motorrummet.
Da kølerhjelmen var kommet op, blev han mødt af et uventet syn.
Kat sad fast
Nede i motorrummet i forbindelse med kileremmen sad en skræmt kat fast.
Var bilisten kørt af sted uden at reagere var katten blevet klemt ihjel af kileremmen.
Brandvæsenet blev tilkaldt og de kunne lige så forsigtigt hjælpe katten ud af dødsfælden.
Da den først var frigjort, var katten ikke indstillet på en større dyrlægeundersøgelse og vred sig fri og løb sin vej - et af sine ni liv fattigere.
Ved redaktionens slutning var navnet, den mentale tilstand samt opholdsstedet for katten ukendt, skriver Münchens brandvæsen i en pressemeddelelse.