Seksuelle overgreb på datter koster fire års fængsel
Den 51-årige mand er idømt fire års fængsel for grove seksuelle overgreb mod sin datter
En 51-årig islandsk statsborger er ved Retten i Svendborg idømt fire års fængsel for grove seksuelle overgreb mod sin datter.
Det skriver Fyns Politi.
Overgrebene, som politiet beskriver som voldtægt, fandt sted i perioden 2006-2010, mens datteren var mellem 5-9 år gammel.
I Danmark og på Island
Overgrebene er sket på Island og i et sommerhus på Østfyn.
Datteren er i dag er 19 år gammel.
Siden overgrebene sluttede har hun ikke set sin biologiske far.
Anholdt i Spanien
Sagen startede i december 2018, hvor Nyborg Kommune anmeldte den.
I starten af juni 2019 blev manden varetægtsfængslet in absentia.
Politiet fandt ham i den spanske by Alicante i oktober samme år, og siden december 2019 har han været fængslet.
Svær sag
Det har været en udfordrende sag at komme igennem, fordi der er gået så mange år mellem overgrebene og anmeldelsen.
Det siger senioranklager Jacob Thaarup fra Fyns Politi.
- Tidsrummet mellem anmeldelsen og selve overgrebene er så stort, at der ikke har været nogen fysiske beviser i sagen, siger han.
Men to af pigens veninder hjalp til med at få sagen på rette spor.
- Særlig det faktum, at pigen havde betroet sig til to veninder meget tidligt i forløbet, har været en afgørende faktor for, at vi overhovedet kunne rejse sagen og i dag få gerningsmanden dømt, siger Jacob Thaarup
Udover de fire års fængsel blev manden også idømt udvisning af Danmark uden mulighed for indrejseforbud resten af livet.
Han afviser alle anklager og har anket dommen.